Gå til nyhedsoversigt

Blumen om mental balance

I anledningen af det nye år ser vi ofte at der er en del nytårsfortsæt i forbindelse med sundhed. Det primære fokus plejer at omhandle mere træning eller en sundere kostplan, men vi mener at generelt sundhed handler om en balance i hverdagen. Derfor har vi bedt vores venner & samarbejdspartnere om at give råd til både mental balance, indre balance og fysisk balance.


Om mental balance

Jonas er uddannet psykolog og er direktør i selskabet Blumen, der hjælper virksomheder med at passe på medarbejdernes mentale helbred og forbedre det psykiske arbejdsmiljø. I Blumen arbejder de for at skabe langt mere proaktive, forebyggende og datadrevne løsninger, der ikke kun hjælper individet med at opnå mere i arbejdslivet uden at gå på kompromis med sit helbred, men som også skaber bedre organisationer at arbejde i.

Deres vision er at være med til at skabe verdens bedste arbejdspladser med mottoet "bedre balancer", der refererer til både de menneskelige og økonomiske balancer.


"Jeg tror, at vi alle intuitivt ved, uden at vi behøver at slå op i nogen videnskabelig bog, at verden er blevet og fortsat bliver mere kompleks at navigere i.


Vi fornemmer, hvordan kravene til, hvad vi skal kunne og vide for at holde os relevante på arbejdsmarkedet, kontinuerligt vokser.


Vi mærker det accelererende samfund, hvor teknologiske fremskridt ofte ændrer på, hvordan vi arbejder, hvordan vi er sammen og hvordan vi er alene.


Vi bombarderes med indtryk og informationer, der er svære at sortere i og lukke ude.


Denne nye fagre verden, der på godt og ondt ændrer vores tilværelse, kommer med en række af udfordringer. Én af dem handler om, hvordan vi holder fast i os selv og forbliver i mental balance.


Mental balance er en svær størrelse at afgrænse, og der vil være mange forskellige måder at gå til det på. Der findes ikke én ting, der virker for alle.


For nogle hjælper det at planlægge dagen om morgenen, meditere, føre dagbog, gå hos en psykolog eller noget helt femte. Jeg vil gerne sætte fokus på noget, som jeg mener, at vi har mistet.


Hvis jeg først skal prøve at definere mental balance, så er det for mig en følelse af, at vi har overskuddet til at være nærværende i det, vi er i. At vi har ressourcerne til både at imødekomme de pligter og krav, hverdagen består af, men også at gøre de ting, der er vigtige for os.


Mental balance kræver med andre ord, at vi ikke har spændt buen så hårdt, at den knækker ved den mindste overbelastning.


Hvis vi skal afspænde buen, så skal vi tilbage til det, som jeg tidligere skrev, at vi har mistet. Det drejer sig om såkaldt spontan opmærksomhed.


Stort set hele vores hverdag består i dag af det omvendte af spontan opmærksomhed, navnlig rettet opmærksomhed. Rettet opmærksomhed er, når vi aktivt skal forholde os til en informationskilde.


Vi bruger vores rettede opmærksomhed, når vi løser arbejdsopgaver, taler med andre, eller vigtigst af alt, når vi tror, at vi sidder og slapper af ved at se Netflix eller være på TikTok eller Instagram.


Problemet er, at vi rent faktisk ikke slapper af. Vi bruger bestemte dele af hjernen, når vi ser film eller er på sociale medier. Det kan vi se på scanninger af hjernen, hvor den lyser særligt op i forskellige områder. Vi er med andre ord 'på arbejde'.


Det er kun i en tilstand af spontan opmærksomhed, at vores hjerne får lov til at få et hvil. Spontan opmærksomhed er, når vi ikke skal forholde os til noget specifikt.


Et godt eksempel er at gå en tur (uden musik i ørerne). Når vi går en tur, springer vores tanker og opmærksomhed fra det ene til det andet. I ét øjeblik tænker vi tilbage på en episode fra barndommen, i et andet på, hvad vi skal spise til aftensmad, og pludseligt mærker vi en kløe på armen.


Med andre ord slapper vores hjerne af. Det er ikke tilfældigt, at den gode idé opstår i badet eller på en gåtur. Når vi giver hjernen en pause, så dukker der ting op, som vi har gået og brygget på eller holdt nede.


Udfordringen i dagens samfund er, at vi stort set har udraderet alle muligheder for spontan opmærksomhed. Hver gang vi har en pause, flår vi mobilen op ad lommen. Når vi transporterer os fra A til B, så har vi noget i ørerne. Vi er altid på.


Hvis du har lyst til at teste, hvor svært vi har fået det med ikke at forholde os til noget, så prøv at sætte dig på din sofa og se, om du kan stirre ud i luften i 10 min. uden at gribe fat i mobilen eller et andet digitalt drug. Prøv at mærke, hvordan det kribler efter at hive fat i noget.


Mit spørgsmål til dig er, hvornår dyrker du den spontane opmærksomhed? På hvilke tidspunkter af dagen forholder du dig til absolut intet? Hvilket rum skal du skabe til dig selv, hvor du ikke skal forholde dig til noget?


Hvis vi gerne vil holde os i mentalt balance, så skal vi have øjeblikke med ro. Det lyder nemmere, end det er!"

Hvis du som virksomhed godt tænke dig at vide mere om Blumen og deres ydesler kan du læse mere om dem her

Hvis du som privat person godt kunne tænke dig at vide mere om deres ydelser kan du læse mere om dem her