Gå til nyhedsoversigt

Jorden rundt på 365 dage

Mød Katrine! Hun er 20 år og står normalt bag baren i Vanløse til dagligt, men er igang med at rejse verden rundt. Ikke nok med at hun vil gøre det på 365 dage, så gør hun det faktisk også alene. Vi har spurgt hende om hvad, der har inspireret hende til denne tur, hendes rute og mere. Det er hvad hun havde på hjertet:


"Jeg kan godt lide at se mig selv som en eventyrslystig, ekstrovert og energisk pige, hvilket jeg tror er vigtigt at besidde, når man rejser alene ud i den store verden. Jeg tror egentlig ikke, at jeg bevidst valgte, at jeg ville rejse helt alene, men jeg vidste, at jeg ville planlægge det hele selv, og have friheden til at kunne leve spontant. Derfor var den bedste løsning nok bare at rejse i mit eget selskab, hvor jeg ikke skulle tage stilling til andres behov og krav. Og med det sagt, håbede jeg jo også, at jeg ville møde nogle skønne mennesker, der selv var på deres eget eventyr ligesom mig. 

Hvorfor så lige 365 dage…? og hvorfor hele verden…? Jeg tror, at det startede i 2g, hvor faget religion påvirkede mig meget, og gav mig så stor fascination af forskelligheden af opfattelsen af tro, og måden at drive sin kultur på. I Sydøstasien påvirkes kulturen i stor grad af deres religion, buddhismen, til stor forskel fra i Danmark, hvor de fleste er kulturkristne. Jeg har aldrig været i asien før, så jeg ville så gerne opleve den helt anden side af verdenen for mig selv, hvor man har kastesystemer, karma, nirvana, Buddha etc. til at udforme menneskets måde at leve på, og opføre sig overfor andre. Dermed var asien for mig et sted jeg bare skulle udforske! 

Næste sted jeg så gerne vil til er Syd- og Mellemamerika. Nogle fantastiske kulturer, smukt land og natur. Sidste step, blev at trække tråde til, hvor man havde bekendtskaber rundt omkring i verdenen. Her blev det til Ghana i Afrika og Australien. Dermed udformede det sig pludselig til en hel verdensomrejse. Det tager jo tid, og især fordi det ikke er noget jeg vil haste med. Derfor blev det uofficielle tidsinterval et år. Dog var intet booket end en envejs flybillet til Bangkok, så hvis jeg efter 8 måneder har fået nok og savner regnfulde, kolde Danmark (og måske ikke har flere penge tilbage på bankkontoen), så må turen gå hjemad. Min tur startede som sagt i kaotiske, forurenede og store Bangkok, og efter blev det tid til en 19 timers bus tur til smukke Phi Phi islands, hvor der blev svømmet med hajer, badet med aber og hoppet fra både. Lige nu sidder jeg og kigger på solnedgangen ud over Patong Beach i Phuket, og når i læser dette er jeg sikkert i gang med at tage dykkercertifikat på Koh Tao.

Men om rejsen er 8 eller 12 måneder så håber jeg egentlig bare på at møde en masse fantastiske mennesker, og lære mig selv endnu bedre at kende. Samt udfordre min egen græse, når jeg nogengange sikkert kommer til at føle mig palle alene i verden."

Hvis man skulle blive nysgerrig, så kan man følge med på Katrines instagram: Katrinebrandtn